Sidste adventureoplevelse med Ditte som medpassager blev turen til Whitsundays, som jeg naevne i min sidste post. Da jeg pt. allerede har glemt, hvad jeg skrev om Whitsundays i sidste post, og jeg har adopteret den australske livsstil: doven, vaelger jeg bare (igen?) at forklare, hvad det i sandhed gaar ud paa. En gruppe af ivrige eventyrere bliver placeret paa en baad, der herefter har til mission at erobrere havene med heftigt alkohol-indtag, byde paa smukke snorkeldestinationer og en strand som taget ud fra et barns droemme af et paradis.
Vi ankom til Airlie Beach, afsaetningsstedet for turen til Whitsundays dagen foer vi skulle afsted. Traette og med ben der brokkede sig over mangel paa bevaegelse hoppede vi direkte i seng (Bare rolig Marie-Louise) og proevede at faa indhentet de stjaalne timers soevn, som Greyhoundbusserne endnu engang havde taget fra os. Naeste morgen hvor det var tid til turen, var begejstringen dog ikke helt i top fra starten, da vi fandt ud af, at vi var paa baad med den irlandske mand med de gennemsigtige badeshorts. Vi havde set ham paa Fraser Island, og havde siden frygtet ham og haft mareridt om selv samme. Normalt er badeshorts indrette saaledes, at de skjuler de aedlere dele, men goer badning mulig med toej paa. Denne fyrs badeshorts havde bare valgt at skippe den foerste og vigtige del, og der var ikke andet end et tyndt lag gennemsigtig stof mellem den rene luft og denne mands aedlere dele, der i anledningen struttede prangende i sollyset. Desuden fik vi endnu et lille glug til herlighederne, da vi om morgenen foer sejlturen havde kurs mod Subway for at faa lidt ordentlig foede. Med sultne maver og smaskende tunger gik vi lystig gang, kun for at blive stoppet af Irlaenderen, der paa verandaen til Sudway smaskende var igang med at spise sin sandwich med dilleren dinglende ud af det ene bukseben. Slukoerede maatte vi her indse, at appetitten var loebet skrigende vaek og det blev ikke til noget Subway denne gang.
Da vi skulle borde baaden faa timer senere fandt vi ud af, at han saamaend heller ikke var alene, men havde et slaeng af hele 8 gale irlaendere med paa baaden, der i alt kunne rumme 23 mennesker (men ikke den fuldstaendig vanvittige maengde af sprut, irlaenderne havde medbragt, der blev noedt til at ligge rundt omkring paa daekket bagtil). I traad med Monty Python’s gode budskab om “Always look on the bright side of life” valgte jeg dog at tage dette med et smil, da der i givet fald var sikret fest ombord paa skuden. Vi endte paa baaden “The Tong”, der med stort katamarandaek og vanvittigt skaeve deckies blev det nye hjem de foelgende tre dage. Vejret var modsat Fraser Island intet mindre end B-E-AUTIFUL, og solen skinnede hver dag saa lang tid som den kunne, foer maanen omsider fik den presset ned i horisonten. Irlaenderne viste sig dog ikke at vaere saa slemme som foerst antaget, og generelt var hele besaetningen paa baaden fulde af gode historier, ganske daarlige historier og en positiv attitude. (Den eneste, der ikke sagde saa meget som et ord til mig eller nogen anden, var den tyske pige. Jeg formodede foerst at hun var stum eller bare utrolig genert. Hun beviste dog paa sidstedagen, at hun var alt andet end genert, da hun gramsende kastede sig over den ene dreng efter den anden for til sidst at slutte aftenen af med en af vores deckies.) Foerste destination for turen var den famoese Whitehavenbeach, der efter en ti minutters gang i svaert tilgaengeligt buskads, aabenbarede sig foran af os med tilhoerende stoen, gisp og lyden af kaeber der ramte jorden. De billeder jeg har med hjem retfaerdiggoer paa ingen maade synet af dette paradis. Sandet var blaendende kridhvidt (dog ikke saa hvidt som mine inderlaar) og stod i klar kontrast til de krystalklare turkise vand og den naesten skyfrie himmel. Efter i 10 minutter forstenet af at have nydt synet fra en udsigtsklippe, begav vi os ned til stranden, hvor der var mulighed for at kaste sig i vandet. Her fandt mig og baadens nervoese engelske hobbit Kearan dog ud af, at vi ikke var alene i paradiset. Vi blev nemlig lokket ud paa Sting Ray-jagt (Ja i tager ikke fejl, vi begav os ud i et farligt territorie, som selv ikke Stewe Irwin kunne overleve). Til at starte med holdt vi modet oppe, men da flere af dem naesten havde snittet vores smaa uskyldige ben brast facaden, og hylende med paniske ansigter lykkedes det os med danseligende loeb, at faa arbejdet os ind til stranden igen. Hvor vi paa afstand kunne betragte de andre, stadig med smaa nervoese traekninger i ansigtet, naar skyggerne i vandet formede stingray lignende former.
Herefter sejlede baaden videre til et snorkelsted, hvor vi fik et lille kig paa stedets udvalg af koraller og farvede smaa fisk. Fra baaden foregik ogsaa fodring af lidt stoerre fisk, der ivrigt nappede broed i sig. Den store menneskemaengde tiltrak endda ogsaa en lille delfin, der nysgerrigt kiggede lidt paa afstand. Det lykkedes dog folket paa baaden at faa skraemt den vaek efter faa sekunder, da de hylende og kameraflashende opdagede den og myldrede over til den ene side af baaden, hvor jeg i faa sekunder frygtede at den ville tippe. Resten af tiden paa baaden gik paa at slikke sol paa daekket, hvor min hud paa trods af dens solresistens lykkedes at opnaa en lille farveaendring, som jeg stadig er meget stolt af. En sidste sjov anekdote fra turen var, da en af irlaendere paa tredje og sidstedagen hev en guitar frem og begyndte at skrige i vildensky til sangen “I’ve got a soul, but i’m not a soldier”. Hans stemme blev baaret saa langt over havet, at en mand fra en baad 100 meter vaek hoppede i hans speedbaad og sejlede hen til os for at bede vores irlaender om at holde kaeft med ordene “It sounds like you are molestin’ a cat or sumthin! Shut up please, jesus!!!” Der gik dog ikke mange sekunder foer galskaben startede igen, og vi maatte udholde en timelang guitarsession paa vejen tilbage til havnen.
Om aftenen var der i anledningen af afslutningen af turen fest paa den lokale bar, der desvaerre faldt sammen med Ditte’s afsked. Stiv klokken tolv om natten maatte jeg stavre med hende ned til busstopstedet, hvor afskeden fandt sted. Vi havde en hyggelig tid sammen, der paa trods af forskelligheder gik ganske udemaerket. Primaert fordi jeg var for doven til at svare hende igen. Da jeg kom tilbage var alle dog blaest ind i en anden verde; Tyskerpigen havde omklaret sig den ene deckie, en af irlaenderne vaeltede rundt, vores kaptajn dansede paa bordene med Cotten-eye-joe moves, og jeg kom alt i alt frem til den konklusion, at det var paa tide at ramme lagnerne. Naeste morgen maatte jeg bagstiv traske ned mod busstoppet alene for foerste gang i 14 dage, og goere mig klar til min videre fremfaerd mod Cairns. Til Dittes store sorg havde det dog allerede lykkedes mig paa sin vis at faa fornyet foelgeskab i form af to engelske drenge fra vores baadtur, saa min overgang fra partnerskab til alene foregik ganske stille og roligt. Jeg blev endda tilbudt et ophold i deres lejlighed laengere nordpaa, men paa trods af deres ivrige forsoeg paa at hive min charmende tilstedevaerelse derop, maatte jeg forklare dem, at jeg allerede havde en kaereste og at min vej nok ikke blev lagt der forbi.
