Sidste catch-up-post med pigerne

 Min angst for at vaere ensom og forladt paa dette hostel er i sandhed blevet gjort til skamme. Selv naar jeg rent faktisk har lyst til at sidde lidt alene, bliver jeg hevet med til et arrangement af en art eller faar i den mindste en bemearkning fra den skrupskoere canadiske druk-kvinde Daisy: “Where is your drink, man? I mean seriously, … i can’t see a drink in your hand? (Hvilket sjovt nok altid ender med, at jeg 5 minutter senere finder mig selv med en oel i haanden, som jeg egentlig ikke havde lyst til). I virkeligheden overskuer jeg heller ikke rigtig at skrive denne post, da jeg i sandhed er ved at vaere en bombet mand efter 4 dages druk i traek – Men da jeg ikke kan holde jer hen i spaending derhjemme, taenkte jeg, at jeg ville ofre mig selv og fortaelle lidt om slutningen af rejsen med pigerne, og starten paa mit eget eventyr (Jep, jeg er lidt Indiana Jones).

Fra Coff’s harbour gik turen som sagt videre til Sydney. Igen skulle vi udsaettes for en fandens lang bustur (12 timer, hvis jeg ikke tager fejl) , og jeg maatte med misundelse se paa Christian og Julie’s relativt smaa kroppe, der var som skabt til bussaederne (Hvorimod min og Marie-Louises veltraenede kroppe simpelthen ikke kunne vaere uden at mindst 5 arme, laa i vejen eller paa tvaers). Lettere raedbraekkede ankom vi dog til Sydney ca. kl 4 om morgenen, og blev begunstiget med et smukt syn i form af Operahuset set fra Harbour Bridge i morgendisen. Resten af vores dage i Sydney hang dog ligesom fast i denne morgentaage, og vores udfoldelser var begraensede, da vi hellere ville spendere den sidste tid sammen end at vaere kulturelle (Igen! Nej! Ingen perverse tanker henledt til min ovenstaaende bemaerkning, husk der er ogsaa voksne mennesker, der laeser denne blog).

Vi fik dog nosset os sammen til at slendre ned til havnen, og fik set baade Operahusets reflekterende hvide tage og Harbour Bridge paa samme tid. Vi var dog alle sammen enige om, at det storslaede Operahus forekom os noget mindre i virkeligheden end paa billeder og i film, hvilket ledte til et par skuffede grynt (Det skal dog siges, at den danske havnefront, paa trods af en til tider hovedloes kvinde, ikke helt er i stand til at konkurrere med Sydney). Vi gav Operaen en chance til om aftenen, hvor vi besluttede os for at nyde en lille forfriskning i form af en vandmelon, som altsaa gaar i hoej kurs blandt backpackere, ved kajen og besluttede os for, at den opera alligevel ikke var saa slem.

Naeste dag fik vi os en lille aften i byen, hvor det lykkedes pigerne at lokke mig og Christian til at koebe cocktails. (Hihi, pudsigt navn) Modvilligt gik vi ind paa dette, og det blev gengaeldt med et lettere anstrengt smil, da jeg efter 5 minutters venten paa min skide drink maatte se halvdelen af den paa gulvet, efter et brat stop fra Marie Louises side paa vej til vores bord. Christian ansigt var ogsaa kraenget i lidt mystiske folder, da han maatte venten ca. et kvarter paa hans melondrink, der aabenbart kraevede ingridienser fra de baade baglokalet og de naerliggende restaurenter. Konklusion: We we’re not amused.

Ellers stod den paa en tur i den stoerste 3D-biograf i verden. Her havde vi glaedet os til at se Beowulf, men blev istedet for spist af med en af de klassiske Imax-biggest-monsters-of-tha-world-film, der i hoejere grad handler om lettere mystisk udseende arkitekters teskegravende jagt efter knogler. For Marie Louise var dette aabenbart en ny oplevelse, og der kom op til flere gisp, dukken hovedet og faste greb i min arm, naar 3d effekterne udspillede sig paa det store laerrede. Jeg havde dog den samme oplevelse i Disneyland for ti aar siden, saa jeg foelte med hende Vi tog ogsaa en tur til Sydney Aquarium, hvor de i en relativt lille udseende bygning havde et bredt sortiment af fantastiske multifarvede fisk og store hajer vi fik chance for at se paa naert hold. En af fiskende havde aabenbart ogsaa faaet interesse for de to piger vi fulgtes med, men det spaendende resultat af dette kan i se paa billeder paa pigernes side (tror jeg i hvert fald).

Den resterende del af min post bliver skrevet i hastvaerk, da jeg skal til noget barbeque-tamtam, og det aabenbart er blevet rykket en time frem. Sidste “event” med pigerne var en tur til Blue Mountains, et fantastisk naturlandskab ala Grand Canyon med specielle mineraler i luften, der farver det hele i blaa nuancer. Smarte og koordinerede som vi altid er, begav vi os udpaa en oerkenvandring af en “mountain trail” uden nogen form for ide om, hvor lang den var eller for den sags skyld noget vand i tasken. Efter et par faretruende leguan-angreb fra bushen og timelang vandring i solen, var vi noedsaget til at spoerge en lokal mand, om vi maatte faa lidt vand. Heldigvis var gaestfriheden i orden, og ikke nok med at vi fik vand, fik vi os ogsaa en lille snak om prinsesse Mary. Saa hvis Danmark for alvor skal paa verdenskortet, skal vi ikke tegne flere mohammedbilleder, naeh, vi skal bare sende vores prinser paa udenlandsk damejagt.

Sidste dag blev brugt i selvskab med hver vores pige, og naeste morgen var det tid til at takke af for den mere end spaendende rejse sammen med pigerne og Christian. Tak for en super og overordentlig fed tur til jer alle tre!!

Saa lykkedes det mig endelig at naa til punktet for min rejse, og jeg skal nok oppe mig lidt med at faa skrevet mit naeste indlaeg om min nuvaerende situation her en af de kommende dage. Men nu staar Henning, min tyske kompagnong,  ved siden af og tripper utaalmodigt, saa jeg maa hellere slutte for nu!

Saa med traette vinkende arme og rusten stemme, vil jeg takke af for nu! Glaeder mig til at hoere fra jer og se jer igen!

PS. Jeg satser paa snarligt at kunne bringe nogle billeder!