Katastrofe afvaerget

Efter at have tjekket ind paa mit nye hostel, er min puls efterhaanden ved at vaere nede paa normalen igen. Jeg har efter et par timer alene fundet ud af, at jeg hverken er doende eller der naer. Men hvis i fejlagtigt tror, at jeg stadig er lidt usikker ved situationen og derfor skriver tre indlaeg paa een dag, tager i grusomt fejl!! Det er sandt!

Men min rejse laegger i sandhed haardt ud . Jeg er tilsyneladende endt i den tyske hoejborg i Sydney, i koekkenet lyder roester om “sauerkraut!, bratwurst! og deslige”, og i stuen svinger de klassiske tyske haalepiske i nakken stille og roligt i takt med Avril Lavigne-musikken og jeg deler vaerelse med intet mindre end 7 af slagsen. For at det ikke skulle vaere nok ligger hostellet i New City, som aabenbart er smeltegryden for alverdens forskellige underlige mennesker, og paa gaden er stoerstedelen enten goths, hoejtraabende fanatiske kristne, homoseksuelle eller bare generelt underlige.

Desuden kom mine kokke-evner allerede paa haard proeve, da jeg skulle koge mit livs foerste pasta. Efter at have kigget paa pakken i 10 stive minutter kom to venlige franske piger hen for at hoere, om jeg havde brug for lidt hjaelp. Pinligt maatte jeg indroemme, at det ikke lige var min staerke side, og med hoejlydt fransk latter og haan, fik jeg paa naesten egen haand ordnet kogt den. Kampen mod pasta’en viste sig dog at vaere haerdere, end jeg lige havde regnet med, og jeg erhvervede mig en lille brandvabel paa min venstre haand – men besejret blev den! Knap naaede jeg at kaste min boef paa panden, foer en rockerkvinde valgte at indtage koekkenet. Men istedet for at vaere det monster, jeg fejlagtigt antog at hun selvfoelgelig var, hjalp hun mig rent faktisk og viste mig flere forskellige fingertips til at faa ordnet boefferne. (Bare rolig Marie-Louise, det forblev orienteret mod maden

Men jeg klarer mig fint! Jeg skriver snarligt igen, hvis ikke kosten bestaaende af koed og pasta udelukkende har taget livet af mig inden da