1… 2… 3… BUNGEE!!

Damen foran mig tager de foerste forsigtige skridt ud paa afsaetsrampen, hvorfra de lange fald skal foregaa. Panikken i hendes oejne er ikke til at tage fejl af, og hun begynder hysterisk at svinge med armene, og kommanderer skrapt til instruktoeren, at hun gerne vil tilbage. Efter flere mislykkedes forsoeg paa at overtale hende til at hoppe, er hun for alvor ved at gaa i chok. Efter et sidste kig ned i dybet, lykkes det hende at komme forbi manden med noget besvaer og  tilbage at sidde paa baenken i sikkerhed fra reb, ivrige instruktoerer og kvalmende hoejder. Dette vil virke lidt som et lille “rip off” fra pigernes lommepoeterne.dk, men det er hvad jeg oplever i de skaebnesvangre sekunder foer end, at det pludselig er mig, der staar paa afsatsen. Denne lille episode er bestemt ikke at foretraekke, foer du selv skal kaste sig ud i endnu et hovedloest stunt, som din krop de sidste 3o minutter har gjort alt for at forhindre dig i med midler som usvigelige tissetrang, rysten paa armene og en skrigende indre stemme sigende: “DETTE ER VANVID MALTHE, SAA STOP DOG!”. Det lykkedes mig dog til sidst at overbevise min krop om, at nu da jeg alligevel skulle doe, kunne jeg vel ligesaa godt nyde de sidste smertefulde sekunder. Tanker som “knaekker rebet monstro?”, “er jeg allerede paa vej imod helvede?” og “For satan jeg skulle vaere gaaet paa toilettet foer det her”, naar at passere igennem mit hovede med lynets hast, da jeg har taget hoppet ud over kanten, faldende ned i et frit fald. Faa sekunder efter finder jeg mig selv dinglende over en soe med utallige meter ned, fuldstaendig roed i hovedet, bandende og svovlende paa dansk, til stor begejstring for det ivrige publikum, der klapper i deres haender og griner paa livet loes, over mine uforstaaelige raab med smaa passager af ”FUUUCK” indimellem. Da jeg omsider havde fast jord under foedderne igen, var det da ogsaa svaert at faa armene ned – og det stadig smilende publikum bliver vidne til en lille rocky-dans med akkompagnerende nynnen af “Gonna fly now”.

Her mindre en en time senere, taenkte jeg, at i lige skulle beriges med oplevelsen, mens mine haender stadig er rystende og underbukserne fugtige. Jeg befinder mig pt. i Cairns, det sidste stop for min rejse. Cairns er en frygtelig turistby, der ligger i det nordlige Australien (den varme del), solen og fugtigheden udgoer en doedelig kombination for finhudede mennesker som mig (Jeg ved du er medlem af klubben, Peter Og Anders, du skal bare holde kaeft). Jeg sagde farvel til Ditte i forgaars, og har da allerede formaaet at goere alle de frygtelige ting, hun aldrig ville have givet mig lov med hendes utrolige jyske facon. Eksempelvis lykkedes det mig at miste den nette sum af 50 dollaren i det lokale Casino (der tydeligvis kunne maerke min skarpe tilstedevaerelse, lugt og Gus Hansen-gener, og derfor gjorde alt hvad de kunne, for at faa mig til at tabe). Udover dette maerker jeg lige pludselig igen manglen af en madlavende kvinde i mit backpackerliv. Man skulle tro, at dette resulterede i, at jeg selv kastede mig ud i kulinariske eksperimenter som pasta og tomatflydende sager, men da mine madlavende haender ikke engang ville vaere i stand til at slaa en flue ud af kurs med en grydeske, er det endt med at alle pengene ryger paa fast food igen.

Jeg fik foruden det ordnet noget haederligt arbejde for foerste gang i to maaneder! (Ikke daarligt, vil jeg selv mene). Bedst som jeg sad og kogte paa hostellets veranda med en halv banan i munden, kom en dame gaaende forbi og spurgte, om jeg ville hjaelpe hende med lidt forfaldende arbejde. Efter en halv times arbejde (Bare rolig drenge, det er ikke, hvad i tror .. saa laenge holder jeg slet ikke) der bestod af flytning af nogle kasser af brochurer, var jeg intet mindre end en snorkeltur til en vaerdi af 150 australske basseoerer rigere.

 Med denne lille fantastiske livsnyder historie vil jeg takke af for denne gang. Vi ses jo snart derhjemme! (Ganske rigtig var min profeti om telefonen i hustannden pa Fuglebakkevej 78 uden min tilstedevaerelse rigtig. Jeg har nu proevet at ringe flere gange, men det lader til, at alle telefonerne er uden for Rolfs haandsraekkevidde )

Hvide strande, godt vejr og ivrige irlaendere.

Sidste adventureoplevelse med Ditte som medpassager blev turen til Whitsundays, som jeg naevne i min sidste post. Da jeg pt. allerede har glemt, hvad jeg skrev om Whitsundays i sidste post, og jeg har adopteret den australske livsstil: doven, vaelger jeg bare (igen?) at forklare, hvad det i sandhed gaar ud paa. En gruppe af ivrige eventyrere bliver placeret paa en baad, der herefter har til mission at erobrere havene med heftigt alkohol-indtag, byde paa smukke snorkeldestinationer og en strand som taget ud fra et barns droemme af et paradis.

Vi ankom til Airlie Beach, afsaetningsstedet for turen til Whitsundays dagen foer vi skulle afsted. Traette og med ben der brokkede sig over mangel paa bevaegelse hoppede vi direkte i seng (Bare rolig Marie-Louise) og proevede at faa indhentet de stjaalne timers soevn, som Greyhoundbusserne endnu engang havde taget fra os. Naeste morgen hvor det var tid til turen, var begejstringen dog ikke helt i top fra starten, da vi fandt ud af, at vi var paa baad med den irlandske mand med de gennemsigtige badeshorts. Vi havde set ham paa Fraser Island, og havde siden frygtet ham og haft mareridt om selv samme. Normalt er badeshorts indrette saaledes, at de skjuler de aedlere dele, men goer badning mulig med toej paa. Denne fyrs badeshorts havde bare valgt at skippe den foerste og vigtige del, og der var ikke andet end et tyndt lag gennemsigtig stof mellem den rene luft og denne mands aedlere dele, der i anledningen struttede prangende i sollyset. Desuden fik vi endnu et lille glug til herlighederne, da vi om morgenen foer sejlturen havde kurs mod Subway for at faa lidt ordentlig foede. Med sultne maver og smaskende tunger gik vi lystig gang, kun for at blive stoppet af Irlaenderen, der paa verandaen til Sudway smaskende var igang med at spise sin sandwich med dilleren dinglende ud af det ene bukseben. Slukoerede maatte vi her indse, at appetitten var loebet skrigende vaek og det blev ikke til noget Subway denne gang.

 Da vi skulle borde baaden faa timer senere fandt vi ud af, at han saamaend heller ikke var alene, men havde et slaeng af hele 8 gale irlaendere med paa baaden, der i alt kunne rumme 23 mennesker (men ikke den fuldstaendig vanvittige maengde af sprut, irlaenderne havde medbragt, der blev noedt til at ligge rundt omkring paa daekket bagtil). I traad med Monty Python’s gode budskab om “Always look on the bright side of life” valgte jeg dog at tage dette med et smil, da der i givet fald var sikret fest ombord paa skuden. Vi endte paa baaden “The Tong”, der med stort katamarandaek og vanvittigt skaeve deckies blev det nye hjem de foelgende tre dage. Vejret var modsat Fraser Island intet mindre end B-E-AUTIFUL, og solen skinnede hver dag saa lang tid som den kunne, foer maanen omsider fik den presset ned i horisonten. Irlaenderne viste sig dog ikke at vaere saa slemme som foerst antaget, og generelt var hele besaetningen paa baaden fulde af gode historier, ganske daarlige historier og en positiv attitude. (Den eneste, der ikke sagde saa meget som et ord til mig eller nogen anden, var den tyske pige. Jeg formodede foerst at hun var stum eller bare utrolig genert. Hun beviste dog paa sidstedagen, at hun var alt andet end genert, da hun gramsende kastede sig over den ene dreng efter den anden for til sidst at slutte aftenen af med en af vores deckies.) Foerste destination for turen var den famoese Whitehavenbeach, der efter en ti minutters gang i svaert tilgaengeligt buskads, aabenbarede sig foran af os med tilhoerende stoen, gisp og lyden af kaeber der ramte jorden. De billeder jeg har med hjem retfaerdiggoer paa ingen maade synet af dette paradis. Sandet var blaendende kridhvidt (dog ikke saa hvidt som mine inderlaar) og stod i klar kontrast til de krystalklare turkise vand og den naesten skyfrie himmel. Efter i 10 minutter forstenet af at have nydt synet fra en udsigtsklippe, begav vi os ned til stranden, hvor der var mulighed for at kaste sig i vandet. Her fandt mig og baadens nervoese engelske hobbit Kearan dog ud af, at vi ikke var alene i paradiset. Vi blev nemlig lokket ud paa Sting Ray-jagt (Ja i tager ikke fejl, vi begav os ud i et farligt territorie, som selv ikke Stewe Irwin kunne overleve). Til at starte med holdt vi modet oppe, men da flere af dem naesten havde snittet vores smaa uskyldige ben brast facaden, og hylende med paniske ansigter lykkedes det os med danseligende loeb, at faa arbejdet os ind til stranden igen. Hvor vi paa afstand kunne betragte de andre, stadig med smaa nervoese traekninger i ansigtet, naar skyggerne i vandet formede stingray lignende former.

Herefter sejlede baaden videre til et snorkelsted, hvor vi fik et lille kig paa stedets udvalg af koraller og farvede smaa fisk. Fra baaden foregik ogsaa fodring af lidt stoerre fisk, der ivrigt nappede broed i sig. Den store menneskemaengde tiltrak endda ogsaa en lille delfin, der nysgerrigt kiggede lidt paa afstand. Det lykkedes dog folket paa baaden at faa skraemt den vaek efter faa sekunder, da de hylende og kameraflashende opdagede den og myldrede over til den ene side af baaden, hvor jeg i faa sekunder frygtede at den ville tippe. Resten af tiden paa baaden gik paa at slikke sol paa daekket, hvor min hud paa trods af dens solresistens lykkedes at opnaa en lille farveaendring, som jeg stadig er meget stolt af. En sidste sjov anekdote fra turen var, da en af irlaendere paa tredje og sidstedagen hev en guitar frem og begyndte at skrige i vildensky til sangen “I’ve got a soul, but i’m not a soldier”. Hans stemme blev baaret saa langt over havet, at en mand fra en baad 100 meter vaek hoppede i hans speedbaad og sejlede hen til os for at bede vores irlaender om at holde kaeft med ordene “It sounds like you are molestin’ a cat or sumthin! Shut up please, jesus!!!” Der gik dog ikke mange sekunder foer galskaben startede igen, og vi maatte udholde en timelang guitarsession paa vejen tilbage til havnen.

Om aftenen var der i anledningen af afslutningen af turen fest paa den lokale bar, der desvaerre faldt sammen med Ditte’s afsked. Stiv klokken tolv om natten maatte jeg stavre med hende ned til busstopstedet, hvor afskeden fandt sted. Vi havde en hyggelig tid sammen, der paa trods af forskelligheder gik ganske udemaerket. Primaert fordi jeg var for doven til at svare hende igen. Da jeg kom tilbage var alle dog blaest ind i en anden verde; Tyskerpigen havde omklaret sig den ene deckie, en af irlaenderne vaeltede rundt, vores kaptajn dansede paa bordene med Cotten-eye-joe moves, og jeg kom alt i alt frem til den konklusion, at det var paa tide at ramme lagnerne. Naeste morgen maatte jeg bagstiv traske ned mod busstoppet alene for foerste gang i 14 dage, og goere mig klar til min videre fremfaerd mod Cairns. Til Dittes store sorg havde det dog allerede lykkedes mig paa sin vis at faa fornyet foelgeskab i form af to engelske drenge fra vores baadtur, saa min overgang fra partnerskab til alene foregik ganske stille og roligt. Jeg blev endda tilbudt et ophold i deres lejlighed laengere nordpaa, men paa trods af deres ivrige forsoeg paa at hive min charmende tilstedevaerelse derop, maatte jeg forklare dem, at jeg allerede havde en kaereste og at min vej nok ikke blev lagt der forbi.

Oem i bagen!

 Jeg vil med det samme undskylde for soergelige stavefejl, lange kedelige passager og saetninger, der lige gyldig om du laegger dem paa langs eller hoejkant ikke giver nogen mening. Her sidder i sikkert og taenker, at det da egentlig er hverdagskost paa min blog, men jeg er lige blevet udsat for en 15 timers lang bustur, der kunne faa selv en bagstiv koala bjoern til at vende sig i grenene.

Efter mit hovedloese stunt i Byron Bay, var Brisbane naeste og sidste stop paa den endeloese perleraekke af steder jeg havde vaeret foer med Marie-Louise og co. Gensynet var dog ikke helt saa smertefrit som sidst; tingene gled ikke ligefrem som smurt i papaya.

 Fra Brisbane var turen planlagt videre med det samme mod Rainbow Beach, hvor vi havde booket en 4×4 (landrover) tur paa Fraser Island, hvor vi skulle vaere allerede naeste morgen. Dvs. at vi havde skullet op tidligt og fange en bus i centrum af Brisbane, en ting der ikke gaar godt i spaend med at have bestilt 2 naetter paa et hostel med 1 times togturs afstand fra byen. Normalt ville en enkelt opringning have vaeret nok til at aflyse denne katastrofe, men receptionisten var ikke ligefrem modtagelig overfor venlige ord eller et par minutter senere hen i samtalen en fandens masse danske bandeord. Han haevdede haardnakket, at vi havde booket hans senge i over et par timer, og det derfor var umuligt for ham, at faa dem afsat igen. 60 dollars fattigere begav vi os videre mod mit gamle  hostel, hvor det imod alle odds baade lykkedes os at faa fat i min mobil og et par senge. Mit i al denne rus af lykke blev vi dog samtidig grebet af St. Paddy’s stemningen og et par oel roeg lidt for hurtigt indenbords, og vi glemte alt om vores tidlige busafgang naeste morgen. Da vi omsider kom  i tanke om busturen, var alle pladserne i bussen bookede og vi stod til at miste hele vores arrangerede tur. Saa! Loesningen var ganske simpel, men samtidig utrolig smertefuld. Naeste morgen maatte vi staa op intet mindre end kl. 5 efter Paddy’s og ganske bagstive traeske ned mod busstationen. Af uransagelige aarsager lykkedes det os dog med dansk charme og blinkende oejenvipper at komme med paa bussen (Det har muligvis noget at goere med, at jeg spaendte musklerne lidt ekstra, da vi spurgte. Jeg kunne se, at buschauffoeren havde et godt oeje til mig).

 Lettere alkoholmedtagede steg vi dog ud af bussen i Rainbow Beach for at begive os videre paa vores eventyr. Som sagt bestod dette i Fraser Island, verdens stoerste sandoe, der med smukke indlandssoer og vidtstrakte oerkenlignende sandlandskaber skulle blive springbraettet for en tur i firhjulstraekker med 11 spaendte og eventyrlystne mennesker. Og saa var der lige sand. Og saa lidt mere sand. Det kan faktisk ikke beskrives, hvor meget sand der er paa en oe, lavet af sand. Vores mad delagtigegjordes gerne med en smule sand, og hvis man i et uforsigtigt oejeblik kiggede vaek fra sin oel, kunne man da ogsaa forvente en sandet slurk. Generelt kom der bare sand ind steder paa kroppen, man ikke engang vidste fandtes - Har i nogensinde hoert om “navlen” ??.  Jeg fandt senere ud af, at sand foruden det heller ikke er fordoejeligt, saa i min verden vil ordet “sandkage” ny have faaet en ny og grusom betydning. Naar man normalt taenker paa sand, er det oftest som fint og bloedt, men koereturen i dette helvede var alt andet end dette – Man kan med rette sige, at vores gruppe bogstaveligt talt blev rystet sammen bagi, da vi gang paa gang maatte skrige “WAASH OOOUUUT!”, naar vi med 60 km/t for over et vandloeb paa op til en halv meters dybde. Herefter kom campingmomentet paa sin plads, og for foerste gang paa turen skulle jeg rent faktisk lave noget selv. Det er ellers hidtil lykkedes mig at bestikke mennesker for de mest basale tjenester: Det lykkedes mig f.eks. at faa vasket mit toej og foldet det sammen for soelle 5 dollars og et stort smil. Saa let skulle det dog ikke vaere, naar Ditte var i mit selvskab og med spejderordre blev jeg kommanderet til at vaske op og saette telte op. Naar aftenroen lagde sig over oen, og vi omsider lettere oemme i rumpetten kunne stige ud af vognen, var det tid til druk og festligheder. Her blev der ikke givet for lidt, og blandt andet vores konstant umaadeligt stive svenskerpige kunne fortaelle historier om, hvorledes hun havde formaaet at give et blowjob paa hesteryg (vi var lidt i tvivl, om det rent faktisk omhandlede hesten eller en person) og den kommende dag maatte lave “The walk of shame”, da hun vidst ikke havde vaeret i stand til at finde tilbage til sit eget telt den forrige nat Desuden moedte vi oens farligste beboer, en vild hund kaldet en dingo, men vi havde taget vores forbeholdsregler og laert hvad man skulle goere. Saa vi gjorde, hvad vi havde faaet besked paa: Daekkede vores nipples med krydsede arme og haabede paa det bedste. Ja, det er aabenbart maaden, man skraemmer vilde hunde vaek paa, muligvis fordi de doer af grin? Paa denne maade fik vi tilbragt 3 hyggelige dage og indtaget intet mindre end 8 Goon-beholdere og 40 oel, og havde generelt en “GOOOD TIIIMEE!”, som vores guide med meget kliche-agtig stemme blev ved med at gentage dagen foer vi skulle afsted.

Jeg er dog desvaerre ked af, at maatte meddele jer, at i ikke selv skal regne med at have nogen chance for at opleve Fraser Island, da den nok er fjernet fra landkortet nu. Intet mindre end 80 brasilianere var nemlig paa krydstogt igennem Australien og efterlod sig i sandhed et spor af doed og oedelaeggelse. Da vi traette vendte tilbage paa vores hostel efter den sidste koeretur, blev vi moedt af et andet Rio De Janeiro. Sambamusik, dansende brasilianere og store vibrerende numser var alt hvad oejet moedte. Allerede kl. 6 naeste morgen maatte vi da ogsaa staa op til hornmusik og trampende foedder, da festen aabenbart knap nok var begyndt i deres verden. Jeg gruer for den ene gruppe af svenskere, der skulle afsted. Skraekken bliver for dem ikke vilde dingoer, fluer, edderkopper eller andet snask, snarere hvor mange brasilianere de skal skubbe til side i teltet foer de kan komme til at sove.

 Med denne lille t(r)aetskrevne passage vil jeg takke af for i dag, jeg haaber i baerer over med mig. I morgen staar den paa Whitsundays, hvor der skal snorkles og omsider slappes af. Til naeste gang, hyg jer!

Hoejt at flyve, dybt at falde

It’s a bird … ? It’s a plane .. ? No! … it’s … it’s .. It’s Super Malthe!

I har foer ment, at mennesker som Indiana Jones og James Bond var seje, men nu kan i godt begynde at tilbede jeres nye eventyrsidol nemmelig ingen ringere end mig! Jeg besluttede mig nemlig impulsivt for intet mindre end at kaste mig ud fra et fly i gaar (Kun med protester indvilgede jeg i at faa faldskaermen paa, men de ville ikke acceptere min teori om, at jeg var en “Born Tank”). Det forholdt sig saadan, at jeg havde en lille snak med Christian faa timer forinden, hvor han tilfaeldigvis naevnte, at pigerne nu havde proevet at skydive. (Jeg har senere fundet ud af, at de kun hoppede fra 12.000 ft. (Nej, jeg har heller ingen anelse om, hvor meget en fod er )  hvorimod jeg begav mig ud i de svimlende 14.000 ft., saa ja Marie Louise, jeg er sejere end jer!) Jeg havde fuldstaendigt glemt alt om dette, som jeg ellers havde svoret overfor mig selv at jeg ville proeve, saa jeg i det mindste havde en “wauw”-oplevelse med hjem i tasken. Afrejsen fra Byron Bay hvor det hovedloese stunt skulle foregaa var ellers planlagt til at ske faa timer efter denne opdagelse, men paa grund af den pludselige trang til at faa luft under vingerne var der ingen vej udenom at rykke afrejsedagen. Faa timer efter fandt jeg mig selv siddende frossen af skraek med en udspringsdragt paa, efter at have faaet hvad der svarede til 1-2 minutters introduktion til springet. “Okay you try to do like this .. m’yaeh … and then this .. m’yaeh .. Ok, you are ready to jump, let’s get started!”. Som i senere kan se paa den DVD jeg fik optaget af galskaben, proevede jeg at holde en cool facade, som snoed baade mig selv og de andre, der imponerede kom hen og spurgte mig, hvor mange gange jeg havde sprunget foer. Jeg var forvisset med garanti om, at jeg skulle doe og vaere den 1 ud af 10.000 der omkommer i forsoeget paa at springe, men skuespillet holdt paa jorden lige akkurat stand. Det krakelerede dog med en slagkraeft, der ville have faaet selv Mr. T til at rynke paa naesen, da jeg sad med benene dinglende udenfor flyveren med intet andet end skyer og luft under mig. Jeg proevede nervoest at spoerge min udspringsmand, om han kunne gentage en sidste gang, hvordan jeg skulle goere, men svaret fra den B.S. Christiansen haarde mand loed prompte: “I’ve told you twice now, boy. We do this, and you do what you’ve been told!”. Og med den kommentar forlod vi flyveren og jeg fandt mig selv i et 70 sekunders frit fald, fra hvilket jeg ikke kan huske andet end et panisk forsoeg paa at skrige, der dog blev slugt af luften der bragede ind i munden paa mig. Af uvisse aarsager lykkedes det mig at overgaa doeden og faldskaermen foldede sig efter de 70 sekunder fint ud og fik mig bragt i sikkerhed paa jorden, hvor jeg kun var i stand til at sige et ord: “Fuck!” og derefter give jorden et lille kram for den nyfundne sikkerhed. Med stadig 2 arme og 3 ben (:D) kan jeg da kun slutte af med at sige: “Hvem roertee mig foerst?!”

(Om ikke andet vil i blive imponerede over den vanvittige elastisitet minde kinder var i stand til at udfoere under faldet og undre jer, hvordan en ellers saa flot fyr kan se saa grim ud, naar i ser min DVD).

Byron Bay? Skulle det nu vaere noget nyt?

Med vaade oejne og blandede foelelser, maatte jeg omsider til at komme videre fra “Billabong Gardens” aka. Tyskernes Hoejborg og begynde min rejse. Startskuddet paa dette blev Ditte’s ankomst til Sydney. Med dette roeg min ellers saa gode selv-undskyldning om at “jeg da godt lige kunne blive bare een ekstra dag, nu hvor jeg alligevel ventede paa Ditte” (Nej jeg er ikke handlingslammet, bare bevidst om mine sociale interesser i et andet land @ Christian og andre bespottende sataner !) i Billabong Gardens herlige hyggen med mine nyerhvervede gode venner. Ditte er en jordbunden jysk pige, der har sine meninger og ved, hvad hun vil – i sandhed et godt modstykke til mig og en fantastisk drivkraft at have med (!).

Saa allerede da hendes gratis hoteldages ophold i Sydney ophoerte, fik hun mig omsider revet ud af min bongrus og sendt os paa en 8 timers lang bustur op af kysten mod Port MacGrizzle. Det hed byen selvfoelgelig ikke, men paa trods af alenlange studier af navnet paa denne by, er det endnu ikke lykkedes mig at udtale det korrekt en eneste gang til alverdens folks irriterende morskab. Morskaben var dog desvaerre begraenset til bynavnet, da det eneste der havde aabent efter 9 i denne intetsigende lille havneby var det lokale supermarked – som dog til gengaeld havde aabent helt til kl 12. Welcome party people!! Ditte og mig proevede forgaeves at starte en lille madfest herinde, men eftersom der kun var en splejsede og let bebumsede medhjaelpere tilbage derinde, blev det ikke til saa meget.

Videre gik turen saa til Byron Bay, der jo efterhaanden er en gammel historie for mig. Det var lidt mystisk at saette sine ben i turistbyen endnu engang. Uden at komme til at lyde alt for romantisk og emotionel lykkedes det hele tiden smaa smilende Marie Louiser, Christianer, Julier og en enkelt Luciano med en joint i munden at poppe op i min hukommelse, og mindede mig om vores gode tider sammen. Men midt i al denne sentimentalitet er det nu dejligt at komme vaek fra Sydney’s larmende gader, og bare kunne slappe af paa den dejlige strand og virkelig proeve at opnaa noget haardtoptjent farve. Indtil videre er missionen fejlet fatalt og Ditte’s australiens-jomfruelige arme tyder allerede paa at overhale mine. Fanden tage min lyse teint! Jeg giver dog ikke op endnu, som jeg siger til mig selv – hellere komme hjem og faa hudkraeft som 30 aarrig end at indse, at jeg ikke er i stand brun Det er ogsaa allerede lykkedes mig at faa et par venner paa det nye hotel, mest markant er dog “George”, eller som han ogsaa kalder sig selv “Nosseloese ynkelige mand”. Paa trods af hans halvfjerdsaarige gamle legeme og manglende taender, har han ikke opgivet jagten paa flotte blonde skandinaviske piger. Da vi ankom paa hostellet idag sad han og troende paa terrassen med hoejtblaesende toner fra “Air” af Johan Sebastian Bach, og soergede over hans indtil videre frugtesloese jagt. Han havde proevet at invitere flere piger ud paa middag, men havde kun modtaget afslag. Desuden kunne han fortaelle om hans punani-rige ungdom i halvfjerdesernes London, hvor pigerne faldt for hans rige og veltraende foedder i antal som selv de irriterende myg paa verandaen ikke kunne hamle op med. Min mission er nu at proeve at finde en villig pige til ham, men jeg tror bestemt, at det bliver en besvaerlig process.

Forgaeves har jeg endnu engang forsoegt at uploade mine billeder, men det lader til at mine magiske computerfingre har forladt mig hernede. Og til alle jer tvivlere, mere specifikt Anders Helt-Lund, saa har jeg rent faktisk koebt et kamera, der pt. bugner med en masse fantastiske billeder. Der bare desvaerre ser ud til at vaere fanget paa mit memory-card til jeg kommer hjem. Det lader til at vaere lykkedes en eller anden memory-card uploadnings-terrorist at vaere kommet mig i forkoebet med faa sekunder paa hvert eneste hostel, siden jeg kan se, at det har virket for utallige andre. Turistbilleder med badende babes og nuttede koalabjoerne er plastret paa baggrunden og ligger gemt overalt.

Jeg er da egentlig kulturel!

Nej sateme nej! Den tanke opstod i mit hovede i morges, da jeg rent faktisk huskede en kulturel oplevelse, jeg havde begivet mig ud i. Paa min foerste alene-dag vandrede jeg ganske rigtig gennem byen, som jeg havde skrevet i forrige post, men jeg havde et fast maal – “Museum of contemporary Art”. Og sagt med det samme, det var ikke bare en fed oplevelse – naeh nej! Det var intet mindre end den stoerste gang lort, jeg nogensinde har udsat mine sarte kunstneriske oejne for. Her kunne de ikke praesentere flotte Da Vinci-billeder, ej heller bare normal semi-paen kunst. Da elevatordoeren sagde pling og doerene gik op, blev jeg imoedekommet af intet mindre end en regnbuefarvet vaeg! Hold da op taenkte jeg, sikke en fresh start, men da jeg senere fandt ud af, at vaeggen rent faktisk var halvdelen af udstillingen, var tilfredsheden knap saa stor. Som den store kunstneriske ekspert jeg nu engang er, var min toleranceterskel selvfoelgelig stoerre end som saa. Livligt begav jeg mig videre til naeste rum, der viste sig at vaere den resterende del af udstillingen. Nogle kunstnere er provokerende eller revolutionerende andre er simpelthen bare latterligt fattige i deres ideer. Det den selvudraabte geniale mand (En monitor stod i hjoernet med hans glade fjaes smilende og fortaellende om udstillingen) havde praesteret var at male 20 kopier af det samme billede, og hoer nu godt efter! Saa havde han sku drejet dem en smule for hvert nyt billede! Men var billedet saa ikke meget flot, taenker i nok? Nej! Jeg kunne sku have lavet paenere i paint! Billedet var fucking fire farvede firkanter! Rasende stormede jeg ud, mens jeg skrev hoejlydte kunsttermer paa fransk til receptionisten. Jeg ved godt, at jeg ikke skal skaere alle museer over en kam, men med hensyn til den her oplevelse fik jeg ret i, at nogle af dem i hvert fald ikke er mere inspirerende end en nylagt hundelort.

Og saa lige til en lille positiv oplevelse. Forleden aften endte vi paa en karaokebar, hvor afskedsfesten for to hostelbeboere skulle afholdes. Normalt afskyer jeg denne form for underholdning, saa jeg havde da besluttet mig for at drikke mig en kaep i oeret og udholde smerten. Og ganske rigtig, som det altid haender sig paa disse steder, fandt een af de andre ud af, at jeg med min opgivende holdning da skulle proeve magien. Der gik ikke mange sekunder foer jeg rent faktisk stod med mikrofonen i haanden med en tysker ved min side og skreg til “99 Luftballons”, som jeg aldrig har skreget foer. Efter 3 minutters forpustende stoennen havde jeg det rent faktisk sjovt! Da en af de andre gaester senere opgivende sang med paa “Sexual Healing” var jeg da ogsaa den foerste til at danse ned paa podiet for at bakke ham op med den, har jeg siden hen hoert, frygteligste version af sangen nogensinde sunget. Godt nok blev jeg ikke doebt Malthe Gaye (Hvilket jeg egentlig ogsaa er meget glad for mht. endelsen), som Peter saa fint doebte mig Malthe Blunt efter en fra min side smuk sungen version af “You’re beautiful” Men! Jeg maa rent faktisk hive nogle af mine fordomme i land og give de skide karaoke-barer en lille cadeux. Med indtagelse af lidt fra sydvest udgoer de en ganske udemaerket underholdning

Gaa amok i Sydney! Det skal vaere vildere!

Modsat pigernes mangel paa livlige “party”-udfoldelser, har min sidste uge i hoej grad vaeret praeget af fest, farver, sprut … og lidt mere sprut, hvilket mine seneste indlaegs indledninger vist ogsaa har baaret praeg af. Det viste sig hurtigt, at min uge “alene” udformede sig i en lidt anden retning, end jeg havde regnet med. Som jeg saa malerisk beskrev i min panik-post, var jeg ret overbevist om, at den naeste uge indtil dagen, hvor Ditte-Maria ankom, skulle bruges alene i TV-rummet foran computeren eller fjerneren (TV-rummet paa backpackerhostels fungerer som stedet for fortabte rejsende, der sidder i en dagslang zombi-rokkende stilling og ser “Glamour” eller “Days of our life” indtil den sidste livslyst er suget ud af dem).

Jeg brugte min foerste aften og den foelgende morgen, efter afsendelsen af Christian og pigerne, paa lige at vende mig til at vaere en lille men veltraenet dansk teenager i en stor stor by uden venner, bekendte, usynlige venner eller andre at tale med. Da jeg naaede tilbage til mit hostel efter en lang vandretur i indre Sydney-by, var mit sociale batteri omsider opladet, og jeg gav mig i kast med at socialisere. Det gik da ogsaa hverken vaerre eller bedre end, at jeg moedte to tyske fyre ved navn Henning og Adam. Begge var lige ankommet til Sydney for at studere, og var i grunden udover hinandens selvskab ligesaa groenne bag oererne udi backpacker livet som mig. Vi faldt hurtigt i snak over vores klamme og desvaerre ret regulaere maaltid Pasta a la dolmio, og efter en halv times snak blev jeg inviteret med til en privat fest, de havde tiltusket sig adgang til.

Vi besluttede os for at varme op sammen, og her brillerede jeg ved at beslutte at vores penge skulle gaa paa vodka og juice. I teorien en god ide, og jeg kunne da heller ikke goere for, at juicen aabenbart viste sig at vaere koncentreret og skulle blandes med 5 dele vand. Problemet havde ikke vaeret stort, hvis det da ikke forholdt sig saadan, at da vi fandt ud af skraekscenariet befandt vores vodka sig mageligt nede i juice-flasken. Vi proevede op til flere gange at indtage den naermest aetsende blanding, men vores maver gik i strejke efter blot faa taare. Uden vodka var vi da ogsaa alle tre lige ved at vende om paa stedet, da vi ankom til festen, der tog plads i en fasionabel lejlighed i en gigantisk skyskraber med receptionsmand, automatiske elevatorer og marmor paa gulvet. (Isaer de automatiske elevatorer forvoldte os store problemer, og den store tyrkisk-skrigende receptionsmand var bogstaveligt talt ved at smide os ud foer vi til sidst opgivende overfor systemet blev hentet i lobbyen af ejeren af lejligheden). Der blev ikke gaaet stille for sig med doerene, og med udsigt over hele byen blev jeg introduceret for kinesisk tequila (vandmelon og groent, staerkt snask istf. citrus og salt), goon (deres frygtelige vin-erstatning, hvis smag forbedres af aeg, fisk og andet klamt stads) og en masse underlige mennesker fra alverdens lande, der hver havde de mest syrede eller roevkedelige historier at fortaelle. Da der var en asiater tilstede skulle der selvfoelgelig tages billeder af herlighederne, og det lykkedes mig efter en lille snak om Sydkoreas politiske situation og Starcraft at lokke ham til at sende mig billedet:

(Jeg undskylder for det lettere fjogede look, men jeg var ret glad paa det givne tidspunkt)

Da festen ved en 2-tiden var ved at naa sin slutspurt og mine oevre oejenlog hang lidt, var aftenen dog langt fra slut. Foerst kl. 5 kunne jeg stille mine traesko paa hostellet, efter at vaere blevet slaebt med til en stor club paa havnefronten, hvor der skulle danses til mine foedder i til sidst skreg “Nicht mer!” og stormede hjem. I denne vilde Ibiza “let’s get the party startheeed! fortsatte resten af min uge, der stod i festens tegn og den eneste kulturelle oplevelse bestod i observationen af, hvor meget alkohol de australske drenges maver kunne indeholde, og deres pigers udseende i kontrast til vores skandinaviske skoenheder.

Jeg vil ikke beskrive hele min uge i naergaaende detaljer, da i gerne skulle holde jer vaagne til slutningen af posten (isaer Marie Louises mor, der har kommenteret min fluekneppende detaljegrad), saa i kort version: Ugens party-program stod paa gigantisk studenterfest paa University of Sydney (Hvis i tror i har set “the universitetsfests” i de amerikanske film, tager i grusomt fejl foer i har vaeret her. Der var svedende noerder, smukke piger, men vigtigst af alt – MASSIV DRUK – overalt!), Kellys (den lokale bar, hvor afskedsfesten for to hostelbeboere blev afholdt) og bare generelle byture.

Rettelse:  Jeg glemte dog en “lille” begivenhed, som vaere sig Mardi Gras den stoerste fest i Sydney paa aarsbasis, som fejrer de homoseksuelles frigoerelse med en massiv parade og fritgaaende bryster og dillere. Der blev ikke sparet paa noget her, halvnoegne maend og kvinder klaedt ud i al verdens farverigt kluns eller for maendenes vedkommende sparsomme gstrenge, saa de kunne vise deres pakker frem til andre interesserede maend. Jeg behoevede dog ikke mere end et par timer her, saa havde jeg faaet nok af de naaergaende maend og kvinder, der ikke havde noget imod at placere deres svedige kroppe skraemmende taet paa min. Henning der viste sig at vaere lidt af en homofob befandt sig heller ikke godt i de hoejtgaaende vande af brysthaarsbarberede maend, og vi traeskede lettede hjemaf efter dette homo-helvede. Men med den lille oplevelse i baggagen, skal i ikke komme her og sige, at jeg ikke har udfordret mig selv kulturelt!

Tilbage paa hostellet skulle jeg ikke bruge mange flere sekunder paa at fundere over mit liv alene, da stedet haenger sammen som et stort college. Vaerelserne er kun et opholdssted for sovende, og de sociale omraader er som regel fyldte med livligt drikkende og pokerspillende mennesker. Efter 2 dage kendte jeg alle mennesker her, der representerer en bred vifte af farverige mennesker. Den irske Canadiske boesse keith der med sit farverige haar tydeligt goer opmaerksom paa sig selv, skotten Ryan som ingen er i stand til af forstaa, den hashrygende italiener Federico der er saa glad for dansk humor, at han klasker sig paa laarene, hvis jeg bare siger hej – og saadan kunne jeg fortsaette i en uendelighed. Al denne bravour af menneskemoede affoedte ogsaa op til flere strandture, barbeque og ryge-ture i parken (Bare rolig mor, jeg kunne aldrig finde paa den slags), biograf und so weiter (Stolt kan jeg sige, at det I det tyske fort er lykkedes mit tyske at udvikle sig en begraenset smule). Det er naermest som at vaere med i et friends afsnit, hvis man bare ganger personantallet med 10, men stadig holder fast i de skoere historier. Nu vil jeg ikke beskrive mere her, da jeg naermer mig ordgraensen, men jeg har mange med i posen, og der er virkelig INGEN begraensning i, hvad folk har oplevet – og det indebaerer alt fra lede skader og raedbraekkede rygge, dropbears (arrige koalabjoerne) til syn ind i svenske pigers underliv og andre mystiske ting. Det lykkedes mig ogsaa at overtale et par gutter fra hostellet til at hoppe med paa computercafe, (til alle de andre pigers store forargelse) men det er herligt at vide, at der er masser af medsvorne noerder derude. Generelt har det vaeret en super fed uge, og hvis nogen af jer nogensinde forvilder jer forbi New Zealand er mit raad helt klart: Tag til Billabong Gardens og gaa amok med besoegende rockbands, weirdos og feststemning!

For at besvaere de naervoese (bedste)foraeldres spoergsmaal sover jeg ganske udemaerket i min dog alt for lille koejeseng, hvor mine taer ivrigt kaemper imod metalgitteret i enden. Det haender dog, at jeg vaagner ved maerkelig lyde, fulde menneskers bragen ind i skabe eller “splat”-lyden naar indholdet af Joz’s mave for femte gang rammer gulvet efter en voldsom tur i byen. Hvad angaar min oekonomi: Jeg har ikke spenderbukserne paa, men der er heller ikke nogle smalle steder (endnu i hvert fald .. jeg har ikke lige noget eksakt overblik over min oekonomi, men jeg skal nok klare mig Det lykkedes mig at rive de andre rundt i poker, saa hvis jeg bare kan holde min streak koerende, satser jeg paa at komme hjem med flere penge end da jeg tog afsted ) Det skrider fremaf paa madfronten, og jeg har nu paa egen haand vaeret i stand til at kokkere baade spejleaeg og kotelleter – Hold da op! Pssst.. ikke noget med at fortaelle det til Rolf eller Nina, de skulle noedigt faa gode ideer!!! Mange hilsner fra en rent faktisk lettere solbrun!! Malthe, der nu vil begive sig ud i sit foerste moede med pigen fra det jyllandske. So long suckers!

Sidste catch-up-post med pigerne

 Min angst for at vaere ensom og forladt paa dette hostel er i sandhed blevet gjort til skamme. Selv naar jeg rent faktisk har lyst til at sidde lidt alene, bliver jeg hevet med til et arrangement af en art eller faar i den mindste en bemearkning fra den skrupskoere canadiske druk-kvinde Daisy: “Where is your drink, man? I mean seriously, … i can’t see a drink in your hand? (Hvilket sjovt nok altid ender med, at jeg 5 minutter senere finder mig selv med en oel i haanden, som jeg egentlig ikke havde lyst til). I virkeligheden overskuer jeg heller ikke rigtig at skrive denne post, da jeg i sandhed er ved at vaere en bombet mand efter 4 dages druk i traek – Men da jeg ikke kan holde jer hen i spaending derhjemme, taenkte jeg, at jeg ville ofre mig selv og fortaelle lidt om slutningen af rejsen med pigerne, og starten paa mit eget eventyr (Jep, jeg er lidt Indiana Jones).

Fra Coff’s harbour gik turen som sagt videre til Sydney. Igen skulle vi udsaettes for en fandens lang bustur (12 timer, hvis jeg ikke tager fejl) , og jeg maatte med misundelse se paa Christian og Julie’s relativt smaa kroppe, der var som skabt til bussaederne (Hvorimod min og Marie-Louises veltraenede kroppe simpelthen ikke kunne vaere uden at mindst 5 arme, laa i vejen eller paa tvaers). Lettere raedbraekkede ankom vi dog til Sydney ca. kl 4 om morgenen, og blev begunstiget med et smukt syn i form af Operahuset set fra Harbour Bridge i morgendisen. Resten af vores dage i Sydney hang dog ligesom fast i denne morgentaage, og vores udfoldelser var begraensede, da vi hellere ville spendere den sidste tid sammen end at vaere kulturelle (Igen! Nej! Ingen perverse tanker henledt til min ovenstaaende bemaerkning, husk der er ogsaa voksne mennesker, der laeser denne blog).

Vi fik dog nosset os sammen til at slendre ned til havnen, og fik set baade Operahusets reflekterende hvide tage og Harbour Bridge paa samme tid. Vi var dog alle sammen enige om, at det storslaede Operahus forekom os noget mindre i virkeligheden end paa billeder og i film, hvilket ledte til et par skuffede grynt (Det skal dog siges, at den danske havnefront, paa trods af en til tider hovedloes kvinde, ikke helt er i stand til at konkurrere med Sydney). Vi gav Operaen en chance til om aftenen, hvor vi besluttede os for at nyde en lille forfriskning i form af en vandmelon, som altsaa gaar i hoej kurs blandt backpackere, ved kajen og besluttede os for, at den opera alligevel ikke var saa slem.

Naeste dag fik vi os en lille aften i byen, hvor det lykkedes pigerne at lokke mig og Christian til at koebe cocktails. (Hihi, pudsigt navn) Modvilligt gik vi ind paa dette, og det blev gengaeldt med et lettere anstrengt smil, da jeg efter 5 minutters venten paa min skide drink maatte se halvdelen af den paa gulvet, efter et brat stop fra Marie Louises side paa vej til vores bord. Christian ansigt var ogsaa kraenget i lidt mystiske folder, da han maatte venten ca. et kvarter paa hans melondrink, der aabenbart kraevede ingridienser fra de baade baglokalet og de naerliggende restaurenter. Konklusion: We we’re not amused.

Ellers stod den paa en tur i den stoerste 3D-biograf i verden. Her havde vi glaedet os til at se Beowulf, men blev istedet for spist af med en af de klassiske Imax-biggest-monsters-of-tha-world-film, der i hoejere grad handler om lettere mystisk udseende arkitekters teskegravende jagt efter knogler. For Marie Louise var dette aabenbart en ny oplevelse, og der kom op til flere gisp, dukken hovedet og faste greb i min arm, naar 3d effekterne udspillede sig paa det store laerrede. Jeg havde dog den samme oplevelse i Disneyland for ti aar siden, saa jeg foelte med hende Vi tog ogsaa en tur til Sydney Aquarium, hvor de i en relativt lille udseende bygning havde et bredt sortiment af fantastiske multifarvede fisk og store hajer vi fik chance for at se paa naert hold. En af fiskende havde aabenbart ogsaa faaet interesse for de to piger vi fulgtes med, men det spaendende resultat af dette kan i se paa billeder paa pigernes side (tror jeg i hvert fald).

Den resterende del af min post bliver skrevet i hastvaerk, da jeg skal til noget barbeque-tamtam, og det aabenbart er blevet rykket en time frem. Sidste “event” med pigerne var en tur til Blue Mountains, et fantastisk naturlandskab ala Grand Canyon med specielle mineraler i luften, der farver det hele i blaa nuancer. Smarte og koordinerede som vi altid er, begav vi os udpaa en oerkenvandring af en “mountain trail” uden nogen form for ide om, hvor lang den var eller for den sags skyld noget vand i tasken. Efter et par faretruende leguan-angreb fra bushen og timelang vandring i solen, var vi noedsaget til at spoerge en lokal mand, om vi maatte faa lidt vand. Heldigvis var gaestfriheden i orden, og ikke nok med at vi fik vand, fik vi os ogsaa en lille snak om prinsesse Mary. Saa hvis Danmark for alvor skal paa verdenskortet, skal vi ikke tegne flere mohammedbilleder, naeh, vi skal bare sende vores prinser paa udenlandsk damejagt.

Sidste dag blev brugt i selvskab med hver vores pige, og naeste morgen var det tid til at takke af for den mere end spaendende rejse sammen med pigerne og Christian. Tak for en super og overordentlig fed tur til jer alle tre!!

Saa lykkedes det mig endelig at naa til punktet for min rejse, og jeg skal nok oppe mig lidt med at faa skrevet mit naeste indlaeg om min nuvaerende situation her en af de kommende dage. Men nu staar Henning, min tyske kompagnong,  ved siden af og tripper utaalmodigt, saa jeg maa hellere slutte for nu!

Saa med traette vinkende arme og rusten stemme, vil jeg takke af for nu! Glaeder mig til at hoere fra jer og se jer igen!

PS. Jeg satser paa snarligt at kunne bringe nogle billeder!

Vandfald, forfaldne hippier og solbeskinnede strande

 Jeg ved godt, at pigerne lige har skrevet om praecist de samme haendelser, som det jeg skriver om nu, men de mennesker der kun laeser min blog(Jeg haaber du er derude ), skal da bestemt heller ikke snydes for disse spaendende fortaellinger.

 Fra Brisbane gik turen videre til det famoese, blandt backpackere i hvert fald, Byron Bay. Byron bay er et rigtigt “Surfer’s Paradise” og en turistmagnet uden lige. Udover den perfekte strand, (Ifoelge alle surfere skulle den ogsaa have verdens bedste boelger, men i mine oejne lignede de nu ganske bestemt bare normale boelger) skyldes dette i hoej grad ogsaa den naerliggende by Nimbin, som kan tilbyde alt indenfor hallucinerende stoffer og pastelfarvet 80′er stemning, og isaer foerstnaevnte vaekker stor glaede hos mange backpackere.

 Paa den oprindelige afrejsedag fra Brisbane, fik Julie det saa daarligt at vi maatte udsaette turen en dag. Det blev skyld i en del forvirring, og vi maatte lettere konfuse stige ud af bussen i Byron Bay uden nogen anelse om, hvor vi skulle sove, hvad vi skulle spise eller for Marie Louises vedkommende, hvilket toej hun havde paa. En situation der i forbindelse med hostel-soegning, ikke gaar godt i spaend med den brandfarlige kombo bestaaende af hoejsaeson og fredag aften. Efter at have spenderet i omegnen af en time ved at trave byen tynd efter hostels (“vi” vil saa i denne situation betyde Julie og Marie-Louise, da Christian og mig befandt os udemaerket paa baenken ved stoppestedet, og det var pigerne, der havde glemt at lade deres mobiler op), var vi naer ved at opgive jagten, og indse at det maatte bliver en nat paa baenkene med den lokale dranker (der, paa trods af at vaere stangvissen, stadig udtrykte sin sympati ved hoejlydte men flinke grynt). Men netop i denne ellers saa uheldige situation tilsmilede lykkens gudinde os og skaenkede os en gave i form af en fuldt opladt mobil. Og ikke nok med det fulgte der ogsaa en stangskaev italiener med i pakken kaldet Luciano. Han havde ud fra hvad kunne tolkes fra hans gebrokne engelsk, brugt mere end 3 timer paa at sidde ved busstopstedet i den samme situation. Hvor vi ville vaere brudt graedende sammen, forholdt Luciano sig ganske beundringsvaerdigt positivt i situationen, og dansede eller sang gerne, naar han fandt det passende – Tydeligvis fuldstaendig fra forstanden . Derfor var det ogsaa med lidt bange anelser for opholdet, da det rent faktisk med hans hjaelp lykkedes os at finde et fempersoners vaerelse.

 Som pigerne ogsaa ganske rigtig har udtrykt det, var dette ikke ligefrem et regulaert backpackerhostel, og med trusler om grusom tortur, hvis vi ikke overholdt retningslinjerne “No noise after 11 pm” og “No anti-social behaviour” (Den frygtede vi ikke saa meget, med Marie-Louise paa turen bliver der snakket konstant ) listede vi paa taerene ind til vores hytte. Christians tindings-blodaare pulserede da ogsaa allerede faretruende, da Luciano besluttede sig for at fyre op for en joint udenfor, som satte Christians 200 dollars depositum paa en tidlig proeve. Der var dog ingen ko paa isen (Med mindre Marie-Louise stod paa skoejter, hvilket hun heldigvis ikke gjorde) og aftenen endte rigtig hyggeligt med italiensk underholdning af foerste grad. Ikke nok med at han imiterede “Fear and loathing in Las Vegas” med indtagelse af flere gram hash og en halv flaske rom, han valgte ogsaa at kokkerere Spaghetti Carbonara i aegte italiensk stil. Billeder paa pigernes side viser i sandhed den sprudlende stemning, saa flere ord behoeves vist ikke spildes paa den aften.

 Eventyret med italieneren maatte da ogsaa allerede tage sin ende den foelgende dag, hvor det lykkedes os at faa fat i nogle vaerelser inde i byen. Uden den italienske kraftvaerk til at peppe stemningen op faldt energiniveauet drastisk, og tiden i byen blev primaert spenderet paa at sove laenge, ligge paa stranden, spise is og saa lige nappe en ekstra lur. (Generelt tror jeg, at halvdelen af mit australske budget er roeget paa indtagelse af is, men Marie-Louise og Julie faar paa det naermeste abstinenser, hvis ikke hun faar det daglige fiks. Men jeg maa dog give pigerne at det australske svar paa Paradis – “Baskin and Robbins” bestemt ikke er vaerst.)

 Det lykkedes os dog at nosse os sammen efter et par dages sloevsind. Efter at have hoert timelange fortaellinger om Great Barrier Reef’s vidunderligheder fra pigerne, besluttede vi os for at proeve en snorkle-tur. Med sikre loefter om skildpadder, delfiner og andre fantastiske ting kunne skuffelsen ikke andet end slaa os i hovedet da vi spaendte hoppede ud over siden paa baaden. Oejnene soegte, svoemmefoedderne baskede, men efter 2 minutters sondering af havbunden kunne vi konkludere, at der ikke var skyggen af en eneste fisk nedenunder os. En tur paa hellerup mole ville have vaeret mere udbytterig. Ironien i dette fik dog fat i vores grinetoej og ironiske kommentarer; mit i alt uheldet, var Christian og mig simpelthen ved at drukne af grin. Efter indtagelse af flere liter saltvand og kamp efter at holde sig grinenden overvande genvandt vi dog fatningen, og vi fik arbejdet os hen imod det rigtige rev. Her lykkedes det os at se en del smaa fisk, et par sandhajer, et par soepindsvin men ikke det vigtigse af det hele: Havskildpadden. Da vi havde svoemmet rundt i en lille time uden saa meget som et lille glimt af skildpadden, var vi ved at give jagten op. Men ligesom manden fra baaden stod og signalere, at det var paa tide at svoemme tilbage, hoerte jeg hoejlydte raab fra Christian “Hajsnade!”, “Havskildpadde!” det var svaert at hoere, men han havde sku set en skildpadde. Efter 30 sekunders intens svoemning fik jeg ogsaa servaerdigheden med (utrolig saa yndefuldt det dyr er i vand, sammenligned med dets uduelighed paa land), og Christian og mig kunne tage hjem tilfredse.

 Ordoptaellingen sniger sig faretruendende hoejt op, saa i skal vaere velkomne til ligesom at dele laesningen op ved dette punkt. Saa er der ogsaa noget spaendende laesning til senere

 Energien havde grebet os, og naeste dag stod menuen paa en bustur rundt i hele den lokale omegn. Det som umiddelbart lyder roevsygt og for gamle og mere kultiverede mennesker, viste sig at vaere en livlig tur med en peppi surfer gut, spraengfyldt med daarlige og utroligt perverse jokes (Her viste den eneste gamle mand i bussen dog sit sande baest, og grinede hoejere end os allesammen). Turen boed foerst paa lidt indsigt i den lokale aboriginalstammes historie, 3 vandfald og en rundtur i en lille nationalpark. Med hoejlydt snakken fra guiden om ” a 12 meter high waterfall jump! i do it everyday!” bevaegede vi os spaendte ned til en lille eksotisk soe, som taget ud fra en anden “The Beach”-film. Da vi saa stedet, var der simpelthen ingen tvivl – Chancen for saadan et lille udspring var simpelthen for god til at lade forpasse, og fejede al skraek vaek (fra en mand, der altid har kigget ud fra kighullet i hans haandklaede, hvis der var spring fra hoejere end 5-meter vippen). Det var dog med forsigtige skridt at Julie, Marie-Louise og mig (Christian, hvis favorit element ikke er vand, forblev oppe)  bevaegede os ud paa det vaade afsaetsklippe, og kiggede ned i dybet. Men med opstemt taellen fra hele bussen, var der ikke andet valg end at springe paa ” 2…, 3…, JUMP!”, faa sekunders frit fald og ”PLaaAASK!!”. Efter hoppet var vi allesammen helt hoeje over den fede oplevelse og den personlige sejr, saa da vi paa naeste stop i Nimbin blev tilbudt svampe sekundet da vi stod ud af bussen, kunne vi sige nej og leve videre i vores egen lille rus. Virkeligheden greb os dog nosserne, baade mig og Marie Louise fik en slem hovedpine, og Julie der havde glemt, at hendes oere ikke kunne taale hoeje udspring, var bestemt heller ikke helt tip-top. (Hun vendte senere triumfant tilbage til bussen med store vatdutter i oerene og et nyvundent smil paa laeben).

Der er ikke meget at fortaelle om Nimbin. Byen der en gang har vaeret et himmelsk tilflugtssted for hippier og andre frisindede er nu en forfalden by, med omvandrende stof-zombier, der har glemt alt om deres tre idealer “Peace, Love and Happiness” og gerne starter en intern slaaskamp for en femoere til en ny svamp. Jeg fandt egentlig stedet en smule ubehageligt, og det staar som en konstant reminder for, hvor galt det kan gaa med stoffer (for nu at lyde halvtreds aar aeldre, i know, I KNOW!).

 Paa vejen videre til naeste vandfald, blev jeg overfaldt af en slange og efter en lille times wrestling med den lykkedes det mig at redde resten af gruppen fra en frygtelig doed. Christian vil maaske haevede, at den bare passerede forbi mig, men ham skal i ikke lytte til. Der var ikke mere energi til farlige udspring, saa de to naeste vandfald blev set i stilhed fra sidelinjen. Desuden lykkedes det os at faa et glimt af en vild koala, da en af passegerene i bussen var i stand til at se denne lille behaarede ting i traekronerne ved 60 km/t, ved hans foerste kig ud af vinduet. Desuden fik bussen den aere af at vente paa mig i en halv time, da jeg havde sat mig godt tilrette paa toenden i det naerliggende skur efter en lille rundtur i en park. Buschauffoeren skulle efter sigende have vaeret ved at koere flere gange med udsagnet “That simply cannot be true, how can he do that!?”, men det lykkedes Marie-Louise at holde ham stangen. Men som jeg ofte siger “A man has got to do, what a man has got to do”

 Ellers er der ikke meget mere at fortaelle om begivenhederne i Byron Bay, saa jeg bevaeger mig hastigt videre. Naeste og naestsidste stop paa turen med pigerne var Coffs Harbour. Ikke nok med at vi fik os en hyggelig dag paa stranden, fik vi ogsaa vaerelset med de to lyshaarede, stramt badetoejsbeklaedte, homoseksuelle svenskere, der vist havde gang i andet end normal traening paa gulvet, da vi ankom.  :)

 Sydney var sidste stop sammen pigerne, men nu tror jeg, at i traenger til en velfortjent pause, saa det vil jeg beskrive i mit naeste indlaeg. I skal vide, at det gaar ganske udemaerket hernede paa egen fod, men det skal jeg igen nok ogsaa fortaelle om i naeste indlaeg. Af highlights har der dog vaeret en privat studenter fest som endte i en vild bytur, Mardi Gras en kaempe boesseparade og film/ pokeraften med venligt- og ligesindede backpackere.

So long suckers! Og til dig Anders angaaende dota: Skriv dato (dota, hoe hoe)  og tid om natten, og du vil faa nogle laesterlige kloe. 

PS. Til jer der ikke tror paa vandfaldshistorien, skulle vi meget gerne modtage nogle billeder som bevis for vores daad.

Katastrofe afvaerget

Efter at have tjekket ind paa mit nye hostel, er min puls efterhaanden ved at vaere nede paa normalen igen. Jeg har efter et par timer alene fundet ud af, at jeg hverken er doende eller der naer. Men hvis i fejlagtigt tror, at jeg stadig er lidt usikker ved situationen og derfor skriver tre indlaeg paa een dag, tager i grusomt fejl!! Det er sandt!

Men min rejse laegger i sandhed haardt ud . Jeg er tilsyneladende endt i den tyske hoejborg i Sydney, i koekkenet lyder roester om “sauerkraut!, bratwurst! og deslige”, og i stuen svinger de klassiske tyske haalepiske i nakken stille og roligt i takt med Avril Lavigne-musikken og jeg deler vaerelse med intet mindre end 7 af slagsen. For at det ikke skulle vaere nok ligger hostellet i New City, som aabenbart er smeltegryden for alverdens forskellige underlige mennesker, og paa gaden er stoerstedelen enten goths, hoejtraabende fanatiske kristne, homoseksuelle eller bare generelt underlige.

Desuden kom mine kokke-evner allerede paa haard proeve, da jeg skulle koge mit livs foerste pasta. Efter at have kigget paa pakken i 10 stive minutter kom to venlige franske piger hen for at hoere, om jeg havde brug for lidt hjaelp. Pinligt maatte jeg indroemme, at det ikke lige var min staerke side, og med hoejlydt fransk latter og haan, fik jeg paa naesten egen haand ordnet kogt den. Kampen mod pasta’en viste sig dog at vaere haerdere, end jeg lige havde regnet med, og jeg erhvervede mig en lille brandvabel paa min venstre haand – men besejret blev den! Knap naaede jeg at kaste min boef paa panden, foer en rockerkvinde valgte at indtage koekkenet. Men istedet for at vaere det monster, jeg fejlagtigt antog at hun selvfoelgelig var, hjalp hun mig rent faktisk og viste mig flere forskellige fingertips til at faa ordnet boefferne. (Bare rolig Marie-Louise, det forblev orienteret mod maden

Men jeg klarer mig fint! Jeg skriver snarligt igen, hvis ikke kosten bestaaende af koed og pasta udelukkende har taget livet af mig inden da